CO2-udledningen i byggeriet skal nedbringes
Der er indlejret store mængder CO2 i de bygningsdele, som udskiftes i forbindelse med renoveringsprojekter. Genbrug af byggematerialer kan derfor yde væsentlige bidrag til nedsættelse af vores CO2-udslip. KAB-Fællesskabet satser på genanvendelse af byggematerialer som led i en samlet indsats for at nedbringe forbruget af råmaterialer og CO2-udledning i byggeriet. Med Lendager Group som rådgiver er vi i gang med at afklare, hvordan vi kan genanvende de store mængder af byggematerialer, som bliver til overs fra vores renoveringer og nedrivninger. Som led i denne proces er vi i gang med at etablere en database over genbrugsbyggematerialer i KAB-Fællesskabet.
Vi ser ind i en fremtid, hvor de materialer vi anvender i vores byggerier, i høj grad stammer fra vores egen bygningsmasse som led i et materialemæssigt kredsløb. Det kræver nytænkning, nye partnerskaber og udvikling af nye produkter. Derfor arbejder vi p.t. intensivt på at opnå en fælles erfaring og et fælles ståsted omkring genanvendelse af byggematerialer med rådgivere, producenter og myndigheder.