Vi modtager mange mails og opkald, og svartiden er derfor længere end normalt. Start først på vores hjælp- og kontaktsider.

Indeklima og sundhed

Uanset hvilken type bolig du bor i, er det vigtigt, at indeklimaet er godt.

Indeklimaet har betydning for dig og din sundhed, og det har betydning for kvaliteten af din bolig. Ved at følge få, simple råd, kan mange problemer med indeklimaet forebygges eller løses. Her kan du finde gode råd til at forebygge eller fjerne to af de problemer, der påvirker indeklimaet og din sundhed: skimmelsvamp og legionellabakterier

Har du udfordringer med indeklimaet, du ikke umiddelbart selv kan løse, er det vigtigt, du henvender dig på dit ejendomskontor.

Legionella

Legionellabakterier kan findes i våde og fugtige miljøer. Især trives og vokser antallet af bakterier i stillestående vand ved middeltemperaturer. Bakterien kan i værste tilfælde være årsag til sygdom hos mennesker, derfor er der grund til at være opmærksom på vandet i din bolig.

Det skal du gøre for at undgå legionellabakterier.

Vandhanen

  • Undgå at vandet i hanerne står stille for længe – hav et jævnt forbrug af vand i alle haner.
     
  • Skyl hanerne godt igennem efter længere tids fravær som fx ferier eller weekendture. Derved bliver evt. bakterier, der kan være opstået i det stillestående vand i rør og slanger, skyllet ud. Alle kolde og varme haner bør skylles grundigt igennem – vandet bør løbe i minimum 1-2 minutter pr. tappested.
     
  • Varmt vand skal være så varmt (min. 50 grader), at det er ubehageligt at have hænderne under det
     
  • Det kolde vand skal være koldt – under 20 grader
     
  • Drik kun koldt vand og brug kun koldt vand til munden – fx når du børste tænder

Bruseren

  • Rengør/udskift bruseslange og brusehoved med jævne mellemrum
     
  • Efter brug kan brusehovedet, i stedet for at blive hængt op, med fordel lægges på gulvet så alt vand løber ud
     
  • Skyl regelmæssigt bruseslange og brusehoved igennem ved højest mulige temperatur. For at begrænse indånding af forstøvede vanddråber, kan bruserhovedet eventuelt lægges ned i en spand med vand, før der åbnes for det varme vand. Derefter tømmes spanden i afløbet
     
  • Tag bruseslange og brusehoved af, hvis du er væk i længere tid. På den måde undgår du, at der er stillestående vand eller fugt i dem

Kontakt ejendomskontoret, hvis du oplever, at vandet i din bolig ikke bliver koldt/varmt nok.

Sygdom forårsaget af legionellabakterien

Der findes cirka 40 identificerede arter af legionellabakterien, hvoraf halvdelen er beskrevet som mulig årsag til sygdom hos mennesker. 

Læs mere om Legionella på sundhed.dk

Skimmelsvamp

Et fugtigt indeklima i boligen kan forårsage skimmelsvamp. Skimmel er skadeligt for både dit helbred og for din bolig. Derfor er der god grund til at være på vagt overfor skimmel.

Tegn på skimmel

Skimmel ses som grønne, sorte, brune eller hvide plamager på gulve, vægge eller indbo. I nogle tilfælde kan der også lugte muggent. Ydervægge og vådrum er især udsatte.

Det er ikke altid, at skimmelsvamp er synlig. Derfor er det en god idé at kigge bag møbler, løst tapet, under tæpper, i hjørner og ved afløb i vådrum ved mistanke om skimmelsvamp.

Skimmelsvamp kan i værste fald medføre hovedpine, angreb på slimhinder og astmatiske reaktioner m.m.

Hvordan opstår skimmelsvamp?

I boliger med et fugtigt indeklima, er der grobund for de uvelkomne svampe. Skimmel opstår, når kondens binder sig til støv.

Høj fugtighed i boligen kan skyldes fejl eller byggeskader i bygningen, men det kan også skyldes fx manglende udluftning, tørring af tøj i boligen og manglende opvarmning af rum.

Det skal du gøre for at undgå skimmel

  • Luft ud hver dag. Det anbefales at lave gennemtræk i boligen 5 -10 minutter mindst to gange om dagen.
     
  • Undgå kolde rum. Sørg for, at der altid er over 20 grader i alle rum – også dem du ikke bruger dagligt. Fugt opstår let i kolde rum.
  • Undgå at tørre tøj i boligen.
     
  • Tjek udsugningen. Sørg for, at emhætte og anden ventilation i huset fungerer optimalt. Er der ikke ordentligt aftræk, skal du kontakte dit ejendomskontor.
     
  • Sørg for, at friskluftventilerne i boligens vinduer altid er åbne, og at gardiner ikke hindrer tilførsel af frisk luft.
     
  • Undgå dug på vinduer. Dug på vinduerne kan være tegn på, at der er meget fugt i din bolig. Rul derfor gardiner eller persienner op dagligt, og luft grundigt ud. Tør duggen af vinduerne hver dag.
     
  • Skimmel kan binde sig til støv. Derfor er det en god idé at gøre rent jævnligt.
     
  • Afstand til ydervægge. Større møbler bør holde en afstand på mindst 5 cm til ydervægge.

Det skal du gøre for fjerne skimmel

Mindre skimmelramte områder kan renses med Klorin eller Rodalon (10 % opløsning). Lad det sidde i mindst 30 minutter, før du vasker det af.

Kan du ikke selv løse problemet, er der skimmel på større områder eller kommer det igen efter rensning, er det vigtigt, du kontakter dit ejendomskontor.

Lær mere om skimmel, og test om der kan være skimmelsvamp i din bolig

Læs Bolius gode råd om skimmel