Fredag den 9. december 2022 lukker vi for mail- og telefonsupport kl. 13. Vi henviser til Mit KAB og til vores hjælp- og kontaktsider.

Bekæmpelse af sølvfisk og skægkræ

Sølvfisk og skægkræ er hyppige gæster i mange danske hjem. Læs, hvordan du bekæmper de små harmløse skadedyr

Sølvfisk og skægkræ er vingeløse insekter, som er beslægtede med hinanden. De kommer op fra afløbet i dit køkken og fra håndvasken på dit badeværelse, og bevæger sig ubesværet frem og tilbage mellem vandrørene i en ejendom eller via små sprækker i vægge og paneler. Hvor sølvfisken har brug for fugtige omgivelser, kan skægkræet befinde sig i hele boligen. Hvis du har fået skægkræ eller sølvfisk, er der stor sandsynlighed for, at din nabo eller overbo/underbo også har det.

Både sølvfisk og skægkræ er harmløse skadedyr, som ikke er farlige for mennesker. Skægkræet kan dog gøre skade på papir som fx bøger, tapet og gamle LP-covers og spiser mel og andre tørvarer i køkkenet. Det kan være svært at undgå at invitere de små insekter indenfor. Samtidig kan de være svære at slippe af med, hvis de først er kommet ind i din bolig. Men hvis du følger disse råd, kan du holde dem nede på et minimum.

Sådan bekæmper du sølvfisk og skægkræ

  • Hold dit hjem rent og støvsug langs paneler, revner og sprækker 
  • Undgå høj luftfugtighed i din bolig (luft ud flere gange dagligt)
  • Pak madrester væk og hold dit køkken rent
  • Tjek emballage og papkasser hvis du får leveret varer
  • Gør disse tiltag sammen med dine naboer så indsatsen bliver fælles

Hvis ingen af disse tiltag virker, kan du prøve med almindelig insektspray og i sidste ende tilkalde en skadedyrsbekæmper. Gift bør dog være sidste udvej, og kun bruges hvis der er mange skægkræ. Gift kan være farligt for mennesker og husdyr, og der er risiko for at skægkræ udvikler resistens overfor giften.

Billede af skægkræ
          Skægkræ