Kløvermarken i Ballerup

Kløvermarken er et seniorbofællesskab i Boligforeningen 3B og er ét af tre seniorbofællesskaber på Søndergårdsarealet i Måløv i Ballerup Kommune.

Kløvermarken består ud over et fælleshus af 19 rækkehuse opført i 2002. Der er fem almene boliger og 14 almene medejerboliger. Boligerne har henholdsvis to, tre og fire rum og er fra 85 m2 til 110 m2 . 10% af boligens areal er afgivet til fælleshuset.

Om fællesskabet skriver beboerne: "Udgangspunktet er, at man lever længere og lykkeligere, hvis der er tryghed, humør og indhold i tilværelsen. For at opnå det, er det vigtigt at bo fælles med mennesker, der er venlige, tolerante, åbne og ærlige, og samtidig udviser kreativitet og humør, der forøger sammenholdet og trygheden. Vi støtter hinanden efter bedste evne og tager del i hinandens glæder og sorger. 

Fælleshuset er vores Højborg. Det er her omkring vores bofællesskab viser sin hjemfølelse. Kulturelle aktiviteter skal være en væsentlig del af sociale liv. Det gælder musikforståelse, malerkunst og dans af forskellig art samt film, teater og foredrag. Fælleshuset er rammen om daglige og specielle højtidsdage. Det er her, vores bosammenhold vokser sig stort og stærkt."

Kløvermarken er skabt og bygget i tæt samarbejde med beboerne, som har været med til at udforme fællesarealerne og fastlægge retningslinjerne for fællesskabet. For at flytte ind i Kløvermarken skal man være fyldt 50 år, men alle kan blive skrevet op til en bolig.

📝 Skriv dig på interesseliste til Kløvermarken på Ballerup Kommunes hjemmeside.

Kløvermarken seniorbofællesskab i Måløv