"Fællesskabet" har plads til 45 beboere og består af 3-værelses lejligheder, hvor du deler stue, køkken, bad og altan med to andre studerende.
Derudover er der et fællesareal med blandt andet køkkenfaciliteter, hvor alle beboere er velkomne til at mødes, spise og hygge sig sammen.
”Fællesskabet” ligger omkranset af smukke grønne områder som Utterslevmose, Gyngemosen og Københavns Volde. Det er tæt på Uddannelsesinstitutioner som DTU, Danmarks Medie & Journalist-højskole, og kun 30 min. på cykel fra Rådhuspladsen. Bus nr. 2A kører hele døgnet rundt.
Lejlighederne er på 81- 95 m2 og man bor tre sammen i en lejlighed.
Min. husleje inklusiv forbrug er 2.571 kr.
Max. husleje inklusiv forbrug er 3.584 kr.
Hvis man flytter ind i ”Fællesskabet”, ja så er man heldig at få mange m2. til en billig pris. MEN det er ikke den eneste grund til at vælge dele-bo-fællesskabet. Med navnet ønsker SAB at understrege, at alle der flytter ind, får mulighed for at indgå i et socialt fællesskab med fælles aktiviteter og godt naboskab. Både med den/dem, som man deler lejligheden med, men også de andre på gangen, i blokken og nærområdet generelt.
Måske giver man en hånd med fællesspisningen, starter fælleshaver op eller måske et fodboldhold på de baner, der ligger lige ved siden af. Beboerne bestemmer selv og de er sammen med afdelingens husorden med til at definere det værdigrundlag, der danner rammen for ”Fællesskabet”.
Utterslevhuse er en del af Tingbjerg, hvor mangfoldigheden er stor. Området gennemgår i disse år en stor udvikling. Der bygges nye private boliger mellem de almene boliger, der kommer nye butikker og institutioner til. Beboerne i ”Fællesskabet” bakker selvfølgelig op om visionen om, at Tingbjerg/Utterslevhuse skal være en endnu mere aktiv, åben og grøn bydel.
Det betyder meget, hvem man kommer til at bo sammen med. Derfor skal man matches inden indflytning.
Kontakt KAB/SAB Tingbjerg på tingbjergforum@kab-bolig.dk