Egeskovvænge

I Høje-Taastrup bygges 96 nye familieboliger. Boligerne opføres af Boligselskabet AKB, Taastrup.

De 96 boliger etableres som rækkehusbebyggelse i tre etager i et grønt område. Boligerne varierer i størrelsen 84 -115 m2, med to-fire rum i ét eller to plan. Den månedlige husleje varierer fra ca. 9.000 til ca. 11.300 kr. eksklusiv el, vand og varme. Aconto for el opkræves med huslejen. Aconto vand og varme afregnes direkte til leverandør.

Alle boligerne får egen altan eller terrasse og et funktionelt køkken med plads til hårde hvidevarer. Boliger leveres med glaskeramisk kogesektion, indbygningsovn og køle/fryseskab. Husene opføres i energiklasse 2020, hvilket giver et lavt energiforbrug og lave forbrugsudgifter til vand/varme.

Området

Egeskovvænge er centralt placeret i Høje-Taastrup, beliggende langs Høje-Taastrup Boulevard tæt til både City 2 og Høje-Taastrup Station. 

Se placering på kort

Opskrivning til boligerne

Udlejningen foregår først og fremmest til beboere som skal genhuses i Boligselskabet AKB, Taastrup i forbindelse med en større helhedsplan. Dernæst udlejes boligerne via ventelisten.

Beboere i Boligselskabet AKB, Taastrup

Hvis du bor i Boligselskabet AKB, Taastrup kan du søge boligerne via den interne venteliste. Du skriver dig på intern venteliste via Mit KAB

Følg denne guide og læs hvordan du skriver dig på intern venteliste

Har du allerede et internt ventelistenummer, kan du tilføje afdelingen samt ønsket boligtype til dit ventelistenummer fra d. 4. juni 2018.

Andre boligsøgende

Hvis ikke du bor i Boligselskabet AKB, Taastrup, kan du søge en bolig via den eksterne venteliste (Bolignøglen) efter følgende fleksible kriterier.

  • Du eller din ægtefælle/partner er i arbejde minimum 30 timer om ugen. Hvis du eller din ægtefælle/partner er på efterløn eller alderspension (folkepension/tjenestemandspension) kan det erstatte kravet om at være i arbejde. 
  • Du eller din ægtefælle/partner er i gang med en fuldtidsuddannelse der er SU-berettiget eller omfattet af en uddannelsesaftale eller lærlingekontrakt.
  • Du eller din ægtefælle/partner er fyldt 50 år, bor i Høje-Taastrup Kommune og ønsker at flytte til en ældrevenlig bolig eller ønsker at flytte tættere på familie.
  • Du bor i kommunen, er skilt/separeret eller skal flytte fra din partner, og har af sociale eller arbejdsmæssige årsager behov for at få anvist en bolig.
  • Du er ung, bor i Høje-Taastrup Kommune og kan dokumentere at du ønsker at flytte hjemmefra for første gang. Du skal enten være i gang med en fuldtidsuddannelse eller i arbejde. Fuldtidsuddannelsen skal være SU berettiget, eller omfattet af en uddannelsesaftale eller lærlingekontrakt. Hvis du er i arbejde skal det være minimum 30 timer om ugen.

Du skriver dig op via boligsøgningen. Vi har lavet en guide, som hjælper dig godt i gang. Mit KAB – en hjælpeguide for boligsøgende

Har du allerede et ventelistenummer, kan du tilføje afdelingen samt ønsket boligtype til dit ventelistenummer fra d. 4. juni 2018.

Boligtilbud

Vi begynder at sende boligtilbud fra d. 18. juni 2018. Hvis du har oplyst din e-mail, og accepteret at vi må maile til dig, sender vi boligtilbud til dig digitalt. Du opdaterer dine kontaktoplysninger og svarer JA/NEJ til boligtilbud i Mit KAB.

Da der er mange boliger, der skal lejes ud på samme tid, vil du modtage mange boligtilbud. Det er vigtigt, at du svarer ja-tak til de boliger du er interesseret i, samt nej-tak til de boliger du ikke ønsker. Den enkelte bolig anvises til den ansøger med længst anciennitet, der svarer ja-tak.

Kontrakt, indskud og første måneds husleje

Hvis du får tildelt en bolig, sender vi dig lejekontrakt medio/ultimo august måned 2018. Du skal returnere kontrakten med underskrift således:

  • Gård 01: 1. september 2018
  • Gård 02: 1. november 2018
  • Gård 03: 1. december 2018

Indskud og første måneds husleje skal betales senest 10 dage inden indflytning. 

Udlevering af nøgler og indflytning

Der er udlevering af nøgler og indflytning af 3 omgange*.

  • Gård 01: 28. december 2018
  • Gård 02: 1. marts 2019
  • Gård 03: 15. april 2019

I udlejningsbudgettet kan du se, hvilke boliger der hører til de tre gårde. 

Husdyrhold

Der må holdes 1 hund eller 1 kat.

Vedligeholdelsesordning

Der er B-ordning med vedligeholdelseskonto.

* Med forbehold for ændringer i tidsplanen. 

Denne hjemmeside bruger cookies. Fortsat brug tolkes som accept