Du kan fortryde, hvis du flytter væk

Hvis du opsiger din bolig, har du mulighed for at købe et boliggarantibevis. Beviset er en fortrinsret, så du kan fortryde og vende tilbage inden for 3 år. Ikke til den samme bolig men en lignende. Og det kræver selvfølgelig, at en lignende bolig bliver ledig.

Alle boligorganisationer i KAB-Fællesskabet tilbyder et boliggarantibevis undtagen Brumleby og SAB.

 

Mathias: Boliggarantibeviset har været et fantastisk sikkerhedsnet for mig

”Jeg købte et boliggarantibevis, da jeg flyttede sammen med min kæreste. Det har været et fantastisk sikkerhedsnet for mig. Det betød, at jeg kunne prøve nogen ting af og så alligevel have et hjem, da det ikke gik.” 

Mathias bor i en 2-værelses bolig i Fællesgårdene på Frederiksberg. Han sagde sin bolig op i november 2023 for at flytte sammen med kæresten i hendes lejlighed på Østerbro. Da det ikke gik, boede han en periode sammen med en ven i Valby, inden han aktiverede sit boliggarantibevis og flyttede tilbage til Frederiksberg i maj 2025.

Der gik lige under 3 måneder fra han kontaktede KAB og aktiverede boliggarantibeviset, til han fik et boligtilbud.


Sådan
KØBER du et boliggarantibevis

1. Du skal købe boliggarantibeviset, når du opsiger din bolig. Du skal benytte vores opsigelsesskema

2. I opsigelsesskemaet skal du sætte kryds i Ja tak ud for "Ønsker du et boliggarantibevis?"

3. Du modtager en opkrævning for boliggarantibeviset cirka 3 uger, inden du flytter. Husk at betale - ellers gælder beviset ikke. 


Sådan BRUGER du dit boliggarantibevis

1. Boliggarantibeviset gælder i en periode på tre år fra fraflytningsdatoen. Inden for den periode kan du aktivere dit boliggarantibevis.

2. Du aktiverer beviset ved at skrive til kontakt@kab-bolig.dk
Jo hurtigere du aktiverer beviset, jo større chance har du for at opnå en bolig inden beviset udløber.

3. Når du har aktiveret dit boliggarantibevis, kan du højst modtage to tilbud om ledige boliger. Hvis du svarer nej til begge tilbud, eller undlader at svare, bliver dit boliggarantibevis slettet.

4. I første omgang gælder fortrinsretten kun til en tilsvarende bolig i den boligafdeling, du fraflyttede. Hvis du tre måneder efter at have aktiveret dit boliggarantibevis, ikke har modtaget nogle boligtilbud, kan du søge i boligorganisationens andre afdelinger i samme område. Det kræver, at du kontakter KAB på kontakt@kab-bolig.dk og får udvidet din boligsøgning.

Flere fordele