Du har mulighed for at ændre din bolig med fx et nyt køkken. En del af de penge, du bruger på en ændring, kan du få igen, hvis du flytter. Det hedder råderet og er en fordel for almene boliger.
Du har også mulighed for at installere hvidevarer som fx en vaskemaskine, hvis der er plads til det i boligen. Det hedder installationsret.
Forbedringer, forandringer, ændringer og installationer skal altid aftales med dit lokale driftskontor.
Råderetten giver dig mulighed for at forbedre din bolig. Måske er køkkenet meget gammelt og et nyt vil give stor værdi til boligen. En del af de penge, du bruger på en forbedring, får du igen, hvis du flytter.
Eksempel
Du forbedrer din bolig med et nyt køkken.
Pris: 80.000 kr.
Værdien af køkkenet nedskrives over 20 år.
Du flytter efter fem år.
Du får cirka 60.000 kr. tilbage.
Råderetten giver dig også mulighed for at forandre din bolig. Det er ændringer af boligen som ikke giver den mere værdi, men mere handler om smag og behag. Det kan fx være en skillevæg som deler et værelse op i to. De penge, du bruger på at lave forandringer, får du ikke tilbage, hvis du flytter.
Du har også mulighed for at installere hvidevarer som fx en vaskemaskine, hvis der er plads til det i boligen. Det kaldes installationsretten. Du betaler selv for installationer og kan ikke få penge tilbage, hvis du flytter.
Der kan være særlige regler om hvad du må ændre i din bolig i din boligafdeling. Spørg driftskontoret.

Jua og Peter Keinicke bor i et rækkehus i Greveflex i Sydkystens Boligselskab. De har brugt råderetten til at bygge et vindfang ved hoveddøren. Vindfanget har givet tørvejr og læ i et område omkring hoveddøren.
”Før slog regnen helt ind her ved vores hoveddør. Vi kunne ikke have noget derude, alt blev simpelthen så vådt. Nu har vi en skabsfryser og opbevaring stående derude,” forklarer hun.
”Det har betydet rigtig meget for os, at vi kan sætte vores eget præg her. Vi har en forventning om, at vi skal bæres ud herfra. Derfor vil vi gerne have ting omkring os, sådan som vi godt kan lide det. Så vi kan føle os glade og trygge,” siger Jua.
Parret har selv bygget vindfanget, og det tog dem cirka fjorten dage. Projektet har kun kostet materialeprisen, som var ca. 5.000 kr. for lærketræ og 2.500 kr. for de to genbrugsvinduer.
.

1. Tal med driftskontoret om dine ideer og muligheder
2. Planlæg arbejdet og indhent priser
3. Anmeld (giv besked om) arbejdet til driftskontoret
4. Udfør selv arbejdet eller få håndværkere til det
5. Når arbejdet er færdig, kontakter du driftskontor for at få dem forbi for at godkende det færdige arbejde. Det er nødvendigt for at du kan få penge tilbage for arbejdet, hvis du flytter.
I nogle boligafdelinger går beboerne sammen om større forbedringer. Boligafdelingen optager lån og betaler for fx nyt køkken hos de beboere, der tilmelder sig. Beløbet betales af ved en månedlig huslejestigning i 20 år, indtil lånet er tilbagebetalt. Som beboer betaler du et beløb hver måned over huslejen, og tilgengæld får du glæde af et nyt køkken fra dag ét.
Det kaldes kollektiv råderet.
Spørg på driftskontoret om kollektiv råderet er en mulighed.