Taastrupgaard er en fast genganger på regeringens liste over udsatte boligområder, som offentliggøres hvert år den 1. december. Det skal en stor plan for omdannelse af bebyggelsen ændre på. Planens hovedprincipper blev vedtaget på et beboermøde i november 2016, men eftersom planen indeholder nedrivning af 188 boliger kræves godkendelse fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet. Den er netop indløbet og betyder, at projektet kan realiseres.
Midt i bebyggelsen, markeret af den røde cirkel, rives 8 boligblokke ned for at give plads til bl.a. nyt børnekulturhus.
Klar i startboksen
Ole Jönsson, formand for afdelingsbestyrelsen i Taastrupgaard glæder sig til at komme i gang:
”Jeg har ventet på den tilladelse i 1½ år. Det er virkelig rart, at den nu er på plads. Vi står klar i startboksen og glæder os til at komme videre med et projekt, som vi er overbevist om, vil få en stor positiv betydning for Taastrupgaard.”
Genhusning i gang
I den mellemliggende periode har KAB og Boligselskabet AKB, Taastrup arbejdet med at genhuse beboerne i blokkene som står overfor nedrivning.
”Vi er i fuld gang med genhusningen, og alle 188 boliger forventes tømt 31. august 2018. Herefter kan vi gennemføre grundsalget til kommunen, og herefter kan nedrivningen påbegyndes,” forklarer Claus Bjørton, kundechef i KAB med ansvar for Taastrupgaard.
Næste fase
Nedrivningen er en del af en større plan for en fornyelse af Taastrupgaard, understreger Claus Bjørton:
”Projektet for et nyt børnekulturhus på grunden er et stort indgreb, som vil åbne bebyggelsen mod omverdenen og få positiv betydning for hele bydelen. Samtidig kan vi nu gå videre til næste fase, som er en helhedsplan for de resterende boliger og nye byrum mellem husene. Det glæder jeg mig til at tage fat på.”
Nye rækkehuse
Den samlede plan forventes at løbe op i 900 mio. kr, og gennemføres i et tæt samarbejde mellem Boligselskabet AKB, Taastrup, KAB og Høje Taastrup Kommune.
Som erstatning for de nedrevne boliger bliver der opført 188 nye række-huse og moderne lejligheder andre steder i kommunen. Beboerne får fortrinsret til de nye boliger.
Projektet for ’Fremtidens Taastrupgaard’ omfatter:
• Nedrivning af 8 blokke med i alt 188 boliger.
• Salg af grunden fra de nedrevne blokke til kommunen, der her opfører et børnekulturhus med skole og daginstitutioner.
• Ombygning af ca. 40 boliger til seniorvenlige boliger med elevator.
• Bedre parkeringsforhold.
• Mere grønt, lys og luft til boligområdet.
• Facaderenovering og nye vinduer i de resterende blokke.
Fakta om nedrivning i Taastrupgaard
916
boliger i Taastrupgaard
188
boliger rives ned
20%
Bebyggelsen reduceres