En visionær plan for Tingbjerg er faldet på plads. Boligorganisationerne fsb og SAB udvikler området i samarbejde med et privat ejendomsselskab, som vil bygge 1.000 private rækkehuse og ejerlejligheder i bydelen.
”Det er historisk, at vi som almene boligorganisationer indgår et partnerskab, der kræver, at vi sælger jord fra til privat boligbyggeri. Vi gør det af kærlighed til Tingbjerg, fordi vi tror på, at tiden nu er moden til en langsigtet og ambitiøs udvikling af Tingbjerg. Med vores unikke partnerskab, laver vi boligpolitik på en helt ny måde, og vi tror på, at det kommer til at starte en meget positiv udvikling i Tingbjerg, så vi en gang for alle kan få Tingbjerg af den såkaldte ”ghettoliste”, udtaler Steen Søndergaard, formand for fsb.
En del af den blandede by
De 1.000 nye boliger skal supplere de godt 2.300 almene boliger, der er området i dag. Forventningen er, at der vil komme 3.000 nye borgere i Tingbjerg. Det skaber potentiale for bydelen, understreger John Bøgelund Sørensen, formand for SAB:
”Vi har gennem en årrække taget mange initiativer for Tingbjerg. Vi har renoveret og udviklet området, og vi har styrket vores beboere. Det har haft en positiv effekt, men den helt store udfordring er, at Tingbjerg ikke er en del af den blandede by. Det kan vi kun løse ved, at ændre beboersammensætningen, så vi kan tiltrække nye familier til Tingbjerg, og så vi kan give de familier i Tingbjerg, som har lyst til at investere i egen bolig en mulighed for at blive i området”.
Privat investor: En attraktiv bydel
Rasmus Nørgaard medstifter af NREP, som skal bygge de private boliger, ser mange muligheder i området:
”Vi tror på, at Tingbjerg kan udvikle sig til en meget attraktiv bydel. Tingbjerg ligger kun 8 km. fra Rådhuspladsen, har natur til tre sider og området har stærke foreninger og gode forudsætninger for et aktivt udeliv. Vi er meget glade og stolte over, at fsb og SAB har valgt os til at være en del af byudviklingen i Tingbjerg. Og vi glæder os til, at vi med blandede ejerformer kan bidrage til den fortsatte positive udvikling i Tingbjerg.”
De nye boliger bliver rækkehuse og ejerlejligheder på mellem 80 og 125 kvm. Målet er, at de første boliger står klar i 2021. Når samtlige nye boliger er opført i 2025, vil omkring 30 procent af Tingbjerg være private ejerboliger.
Illustrationen er en stemningsskitse. Den endelige udformning af de nye boliger i Tingbjerg vil blive udviklet i løbet af 2018. Illustration: SLA og NREP.
”Vi tror på, at Tingbjerg kan udvikle sig til en meget attraktiv bydel.”
- Rasmus Nørgaard, medstifter af det private ejendomsselskab NREP