Forbrugerne er blevet bevidste om betydningen af deres repræsentation i elselskabet Radius A/S. Ved valget for fire år siden stemte kun 2.000 forbrugere mod 17.000 i januar 2019.
Ved dette valg blev viceadm. direktør i KAB Flemming Strøm valgt til bestyrelsen sammen med to andre forbrugerrepræsentanter, Pelle Dragsted, medlem af Folketinget for Enhedslisten, og Anders Jensen, centerleder for Miljøpunkt Nørrebro.
Flemming Strøm er blevet valgt med stemmer fra de fælles elmålere i boligorganisationerne i KAB-fællesskabet. Derudover har han også fået stemmer fra individuelle forbrugere, som har reageret på Radius’ generelle opfordring til at stemme, samt stemmer genereret fra hans egen kampagne på LinkedIn.
I bakspejlet
KAB mener, det er godt at have en almen stemme i en leverandørvirksomhed, men processen kunne have været bedre, da ikke alle boligorganisationer var orienteret forud for afstemningen.
”Min intention er – og har hele tiden været – at varetage beboernes interesse i et selskab, der er leverandør til rigtigt mange af boligorganisationerne i KAB-fællesskabet. Men en mail til organisationsbestyrelserne ville have sikret et klarere mandat,” forklarer Flemming Strøm.
Opbakning fra bestyrelsen
John Olsen, beboervalgt formand for KAB, understreger, at en af fordelene ved KAB-fællesskabet er den store organisation, som giver mulighed for få indflydelse:
”KAB har den holdning, at den almene sektor skal søge indflydelse i alle relevante sammenhænge – også når det gælder tillidsposter i selskaber, der er leverandører til KAB-fællesskabet. Det er derfor meget tilfredsstillende, at vi med Flemming Strøm har fået en stærk repræsentant i Radius A/S, hvor han kan arbejde for bedre og billigere eldistribution og sikre, at de almene beboere ikke bliver pålagt ekstra udgifter.”
Større gennemskuelighed
John Olsen har dog også en kommentar til processen op til valget.
”Boligorganisationerne har delegeret administrationsansvaret til KAB, og det er inden for denne ramme, at Flemming Strøm stillede op til bestyrelsesvalget,” siger han og fortsætter:
”Det er centralt for os, at processerne for, hvordan man stiller op og bliver valgt, er klare og gennemskuelige. Den proces kan blive bedre – og det tager vi op på næste bestyrelsesmøde i KAB. Når det er sagt, er vi glade for, at vi nu har Flemming Strøm som repræsentant for de almene beboere i Radius’ bestyrelse.”
Indtil januar har DAB’s adm. dir. Niels Olsen repræsenteret den almene sektor i Radius A/S.
Fakta
Radius driver det elnet, som forsyner 1 million hjem og virksomheder i Københavnsområdet, i Nordsjælland og i dele af Midtsjælland. Radius ejer elnettet og transporterer strømmen frem til boliger og virksomheder. Radius er en del af Ørsted-koncernen.