Det boligsociale partnerskab på Frederiksberg

Der har igennem en årrække været et samarbejde mellem FFB, Lejerbo og Frederiksberg Kommune om boligsociale indsatser i hhv. Solbjerg Have (FFB) og Danmarksgården (Lejerbo). I starten af 2017 blev der indgået en ny partnerskabsaftale, som lægger op til et øget og tættere samarbejde på tværs af afdelingerne. Områderne skal åbnes op og integreres mere i den omkringliggende by. Der er fortsat fokus på børn og unge, uddannelse, kriminalpræventive indsatser, inddragelse af forældre og understøttelse af det frivillige liv i afdelingerne. 

Som en del af aftalen tilbydes der fortsat konfliktmægling ved beboerkonflikter. Formålet er at sikre mere velfungerende afdelinger, bedre naboskab og større trivsel blandt beboerne. 

Boligafdelingen FFB og Frederiksberg Kommune finansierer indsatsen via årlige bevillinger. Indsatsen retter sig mod børn og unge i Solbjerg Have og er en individuel, håndholdt indsats med henblik på at hjælpe de unge videre i forhold til voksenlivet. Konfliktmægling handler om håndtering af beboerkonflikter gennem dialog og mægling inden iværksættelse af det traditionelle klagesystem. Formålet er at sikre bedre naboskab og trivsel blandt beboerne. 

Partnerskabsaftalen er finansieret af FFB, Lejerbo og Frederiksberg Kommune og løber i udgangspunktet over perioden 2017-2018.