KAB’s boligsociale strategi, kort fortalt
KAB’s boligsociale strategi sætter retningen for hvordan vi i KAB-Fællesskabet vil styrke indsatsen for at skabe gode, trygge og socialt bæredygtige boligområder, der giver beboerne de bedst mulige rammer for at leve det liv, de ønsker. Der er bl.a. fokus på:
Flere afdelinger skal have gavn af de gode erfaringer
Alle dele af KAB-Fællesskabet, fra beboere til medarbejdere, har værdifuld viden om, hvordan det gode liv i boligområderne kan fremmes. Den viden skal bruges på tværs af KAB-Fællesskabet og komme beboerne til gode. Også i de boligområder, der ikke i dag har boligsociale indsatser.
Fortællingen om livet i boligområderne
Vi vil nuancere det billede, der ofte tegnes i medierne og i den offentlige debat af livet i de almene boligområder. Vi vil vise virkeligheden i boligområderne, sådan som den er – spraglet og mangfoldig, men også præget af et hverdagsliv, som til forveksling ligner det, resten af befolkningen lever.
KAB-Fællesskabets rolle i samfundet
Vi har i kraft af det boligsociale samarbejde en lang tradition for at udvikle løsninger i lokale fællesskaber. De erfaringer vil vi gerne bringe i spil og bidrage til at finde nye svar på velfærdssamfundets udfordringer. Vi vil afsøge muligheder for at udvikle nye værktøjer og samarbejdsformer, der skaber positiv forandring lokalt.