Tingbjerg

Tidsbegrænset udlejning i Tingbjerg

Leder du efter et midlertidigt sted at bo i København? Lige nu kan du leje en bolig i Tingbjerg frem til og med den 31. januar 2027.

SAB er i gang med at forberede en renovering af deres boliger i Tingbjerg. Derfor er flere boliger tomme og klar til at blive udlejet i en tidsbegrænset periode, inden de skal renoveres eller anvendes til genhusning. 

Boligerne i Tingbjerg udlejes tidsbegrænset til og med 31. januar 2027.

Tingbjerg I-V

SAB ejer ca. 1.100 boliger, fordelt på boligafdelingerne Tingbjerg I-V. Boligerne er 1-5 rums boliger med eget toilet, bad og køkken. I flere afdelinger er der desuden vaskeri i kælderen. 

Tingbjerg ligger i Brønshøj med Utterslevhuse, Vestvolden, Gyngemosen og Tingbjerg Idrætspark som nærmeste naboer. Siden 2015 er Tingbjerg vokset med private ejer og lejeboliger, og der er lokalt gode indkøbsmuligheder, en god skole og et dejligt naboskab og et rigt foreningsliv.

Alle de grønne områder driftes af Bydelsforeningen og kan bruges frit af alle beboere, der også har flere fælles lokaler og selskabslokaler til rådighed på tværs af bydelen.

Parkering er fælles for hele Tingbjerg og sker i afmærkede båse, på offentlig vej og i parkeringshus.
 

Ledige boligtyper og husleje

I øjeblikket er der ledige tidsbegrænsede boliger indenfor disse typer:

Antal rum m2 ca. leje eks. forbrug
1-rums bolig 49 5.289 kr.
2-rums bolig 67 6.320 kr.
3-rums bolig 79,0 – 110 7.625 – 9.893 kr.


Varme og vand betales a conto.

El betales direkte til leverandør.

Derudover skal der betales indskud, der ligger mellem 11.221 – 23.129 kr. alt efter boligernes størrelse.

Hårde hvidevarer
I Tingbjerg I er der komfur. I Tingbjerg IV-V er der komfur og køleskab.

Husdyr
Det er tilladt at have kat og 1 hund i Tingbjerg I, VI og V. 

Stand ved indflytning/fraflytning
Boligerne er ikke istandsat ved indflytningen, men misligholdelse er udbedret. Boligen skal ikke istandsættes ved fraflytning, men er der misligholdelse i boligen, skal dette betales af lejer. 

Midlertidig udlejning af boliger

Når du lejer midlertidigt i SAB, optjener du ikke oprykningsret på ventelisten eller har mulighed for at købe et boliggarantibevis. Den tidsbestemte kontrakt giver ikke ret til genhusning. Boligorganisationen har også kun forpligtigelser overfor lejeforholdet i den tidsbegrænsede periode.

Ved kontraktens udløb skal boligen fraflyttes. Du har selv ansvaret for at finde et nyt sted at bo, når lejeperioden ophører.

Hvilke krav skal du opfylde for at få en bolig?

For at kunne leje en af boligerne, skal du opfylde det vi kalder fleksible kriterier om arbejde eller uddannelse, og alle i husstanden mellem 30-59 år skal opfylde kravet til uddannelsesniveau.

  • Arbejde
    Alle medlemmer af hustanden over 18 år skal have fast arbejde med min. 25 timer om ugen. Personer, der modtager efterløn eller alderspension sidestilles hermed.

    Hvis du er +65 år eller modtager aldersbetinget pension, bortfalder kriteriet om fast arbejde i København.
     
  • Uddannelse
    Du er ung og under uddannelse. Uddannelsen skal være SU-berettiget eller omfattet af en uddannelsesaftale eller lærlingekontrakt.
     
  • Krav til uddannelsesniveau for 30-59 årige i husstanden
    Alle i din husstand mellem 30 og 59 år har en uddannelse over grundskoleniveau. Det vil sige en højere uddannelse end 9. og 10. klasse. Uddannelsen skal være taget eller godkendt i Danmark. Uddannelsen skal være færdiggjort senest 30. september i det forudgående kalenderår.

    Personer under 30 år og over 59 år opfylder kravet uanset uddannelsesniveau.

Hvis du vil leje en ledig bolig

Du kan ansøge ved at udfylde og sende formularen tidsbegrænset leje i Tingbjerg

Hvis du har spørgsmål, kan du sende en mail til udlejningsteam 4 på udlt4@kab-bolig.dk eller ringe på T 33 63 10 00 i vores åbningstider.

Dokumentationskrav

Dokumentation for arbejde:

  • Lønmodtagere skal fremlægge dokumentation for, at de er i arbejde på overtagelsestidspunktet i form af ansættelseskontrakt og de seneste tre måneders lønsedler.
  • Hvis der ikke kan fremlægges tre måneders lønsedler, skal dokumentationen vise, at ansættelsen påbegyndes senest på datoen for overtagelse af boligen.
     
  • Selvstændigt erhvervsdrivende og konsulenter skal fremlægge dokumentation for CVR-registrering samt seneste årsregnskab.
     
  • Fælles folkeregisteradresse gennem to år med en samlevende, som opfylder kriteriet, dokumenteres ved fremlæggelse af bopælsattest.

Dokumentation for uddannelse:

  • En dateret erklæring fra uddannelsesinstitutionen om, at du er indskrevet på uddannelsen eller en kopi af uddannelsesaftale eller lærlingekontrakt.

  • En SU-oversigt eller anden dokumentation for at uddannelsen er SU-berettiget.

  • Hvis du ikke er begyndt på uddannelsen, f.eks. på grund af ferie, skal du dokumentere, at uddannelsen begynder senest den dato, du overtager boligen.

Dokumentation for uddannelsesniveau:

  • Eksamensbevis

  • Dokumentation for, at uddannelsen er godkendt i Danmark, hvis uddannelsen er taget i et andet land. (Dokumentationen vil normalt være en niveauvurdering fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Den skal du selv ansøge om at få.)

Øvrige krav til dokumentation:

  • Kopi af pas og sundhedskort for alle i husstanden.
     
  • Hvilken tilknytning husstandens medlemmer har til hinanden. (oplyses i en mail til KAB, samtidig med at anden dokumentation indsendes).


Du/I vil modtage en mail fra os, hvis vi har reserveret en bolig til dig/jer. Du/I vil blive bedt om at indsende nedenstående dokumentation til os.