Indbetalingskort til huslejen kan være forsinket med posten. Betal huslejen online i selvbetjeningen. Se guiden.
Billede viser transformation af træmoduler i Bellahøj. Illustration: Henning Larsen Architects

Transformation af træmoduler - en ny vej til bæredygtigt byggeri

Ved at genanvende eksisterende træmoduler skaber vi betalbare boliger og fællesfunktioner – uden at starte forfra og med et markant lavere klimaaftryk.

Nogle Cookies er fravalgt. For at se dette indhold, tilvælg Statistik cookies og genindlæs siden.

Hvorfor er transformation af træmoduler vigtigt?

  • Lavere klimaaftryk og ressourceforbrug 
  • Fleksible løsninger til almene økonomier 
  • Mulighed for at øge tæthed og skabe nye boligtyper 

Genbrugte træmoduler giver en ny tilgang til byggeri: Vi kan skabe boliger og fælleshuse, der er økonomisk realistiske, teknisk robuste og arkitektonisk stærke.  

Cases - sådan kan træmoduler få nyt liv

Tre konkrete projekter viser, hvordan modulbyggeri kan transformeres og skabe nye værdier i byudviklingen. Her får du både overblik og indblik i metoder og læringer.

Bellahøj: Fra midlertidige ungdomsboliger til permanente kunstnerboliger

På Bellahøj dokumenterer vi, hvordan eksisterende boksmoduler kan nedtages, transporteres og transformeres til nye kunstnerboliger, der integreres i et eksisterende boligmiljø. Projektet viser, at modulbyggeri ikke behøver være midlertidigt: Når modulerne nedtages og genopbygges, kan de skabe helt nye boligkvaliteter. 

Casen demonstrerer, at modulernes “andet liv” kan blive både arkitektonisk stærkt og socialt bæredygtigt. Transformationen tager afsæt i stedets konkrete forudsætninger, og adgangsarealerne er designet som aktive fællesskabsrum, der understøtter ophold og udeliv. Projektet arbejder med en gradueret tilgang til indgreb – fra minimale ændringer til ombygning – for at balancere funktionelle behov og ressourceforbrug.

 

Læring

Fra midlertidig til permanent – med helhedsbetragtninger 
Transformationen tager afsæt i stedets forudsætninger. Teknik, konstruktion og myndighedskrav vurderes på ny, så løsningerne tilpasses den permanente anvendelse og den eksisterende bebyggelse på Bellahøj.   

Design til fællesskab og udeliv  
Adgangen til boligerne organiseres via udvendige gangarealer. Det udvendige adgangssystem vendes til en kvalitet ved at skabe et aktivt lag af fællesskab, som understøtter ophold, møder og udeliv omkring boligerne. 

Klar strategi for indgreb i modulerne  
Projektet arbejder med en gradueret tilgang til transformation: Ét modul skilles ad, to moduler ombygges internt, og tre moduler flyttes med minimale ændringer. Dermed tilpasses indgrebenes omfang både funktionelle behov og ressourceforbrug.  

Vil du se tegninger og beregninger?
Alle cases er open source. Download materialet og brug det i dit projekt.
Bellahøj
 

 

Jernbanebyen: Fra midlertidige moduler til familieboliger – med fokus på tæthed og typologiudvikling.

Hvordan kan eksisterende træmoduler blive til nye almene familieboliger midt i et byudviklingsområde? I Jernbanebyen undersøger vi, hvordan moduler kan genbruges i nye konfigurationer – med minimale indgreb og maksimal udnyttelse af ressourcer. 

Projektet har resulteret i Den almene byvilla – en ny boligtypologi, der tilføjer en ekstra etage af genbrugte moduler oven på to eksisterende bygninger. Modulerne bindes sammen med et glashus og saddeltag, hvilket skaber boliger med høj kvalitet og kan øge tætheden med over 50 %. Denne tilgang demonstrerer, hvordan fleksibiliteten i træmoduler kan udnyttes til at skabe tættere bymiljøer, nye fællesskaber og boliger med høj arkitektonisk værdi – uden at gå på kompromis med økonomi eller bæredygtighed. 

Læring

Giv noget tilbage til skovbrynet 
At tilpasse os til stedet, betyder også at forholde os til det eksisterende fællesskab, for på sigt at bringe det videre til det nye store fællesskab. 

Vær klar i dit mål, men fleksibel i processen for at nå det 
Det rumstore træmodul giver stor fleksibilitet, men kan i produktionen yderligere optimeres, således det kan imødekomme fremtidige krav og transformationer. 

Omfavn tidsdybden 
Udvælg nøje de vigtige detaljer – de skal både kunne holde sig inden for rammebeløbet og navigere i et Bygningsreglement, der stadig er skrevet til nybyggeri. Det må lære, at kvalitet i transformation handler om at omfavne tidsdybden – og at elske selv det uskønne, fordi det rummer livet selv. 

Vil du se tegninger og beregninger?
Alle cases er open source. Download materialet og brug det i dit projekt.
 

Herlev: Et fælleshus skabt af genbrugte moduler – og et genbrugt landskab

Kan både bygninger og landskab genbruges? I Herlev flyttes to træmoduler fra en midlertidig bebyggelse og transformeres til et fælleshus i en almen kontekst, hvor landskabselementer som træer, belægninger og regnvandsløsninger indgår som cirkulære ressourcer. Projektet viser, at transformation ikke kun handler om bygninger – men om helheden mellem mennesker, teknik og natur. 

Casen demonstrerer, at det midlertidige landskab kan være en værdifuld ressourcebank. Træer, buske, belægninger og regnvandsløsninger kan designes, så de enten kan flyttes med eller bidrage til biodiversitet og funktion på stedet. Jordopbygning i den midlertidige fase kan forbedres og senere indgå som en aktiv ressource i den permanente fase. Denne tilgang gør beplantning og jord til langsigtede investeringer og understøtter en cirkulær tankegang. 

Læring

Beplantning – Tæt plantning som redskab for transformation 
Tæt plantning i den midlertidige fase gør det muligt at vælge og videreføre de stærkeste individer til det permanente byrum.  

Erfaringen viser, at tæt plantning i den midlertidige fase ikke kun giver hurtig grøn effekt og mikroklima, men også skaber et fleksibelt udgangspunkt for transformation. Når området udvikles videre, kan de bedste træer og buske udvælges og indgå som etablerede elementer i det permanente landskab. Denne tilgang gør beplantningen til en langsigtet investering og kræver planlagt placering, artsvalg og jordforberedelse fra start.   

Regnvand – Midlertidige løsninger som grundlag for permanente systemer 
Midlertidig regnvandshåndtering kan være et første skridt mod permanente grønne og blå løsninger. 

Projektet har vist, at lokal håndtering af regnvand i den midlertidige fase kan skabe både funktionelle og økologiske værdier, der kan bygges videre på i transformationen. På CPH Village blev vandet fordelt via perforerede rør i det øverste jordlag i stedet for i faskiner. Disse løsninger kan senere indgå som en integreret del af det permanente grønne og blå og forbinde de to faser, hvilket kan styrke biodiversitet og klimarobusthed.  

Jord – Opbygning af jord som langsigtet investering
Midlertidige vækstlag kan forbedres og senere indgå som aktiv ressource i den permanente fase.   

Erfaringen viser, at jordens kvalitet og håndtering bør indgå som en central del af designet allerede i den midlertidige fase. Ved at etablere rene vækstlag oven på eksisterende jord kan man skabe gode vækstbetingelser fra starten og samtidig sikre, at jorden senere kan flyttes og genbruges uden at blive blandet med undergrunden. Den midlertidige fase kan bruges aktivt til at forbedre jordens struktur og opbygge kulstofindhold og mikroliv gennem tilførsel af fx kompost og biokul. På den måde bliver jorden ikke blot et teknisk underlag, men en værdifuld ressource for den fremtidige udvikling.   

 

Vil du se tegninger og beregninger?
Alle cases er open source. Download materialet og brug det i dit projekt.
Rapport fra Vandkunsten​

Transformation af landskab 

Nogle Cookies er fravalgt. For at se dette indhold, tilvælg Statistik cookies og genindlæs siden.

Nogle Cookies er fravalgt. For at se dette indhold, tilvælg Statistik cookies og genindlæs siden.

Nogle Cookies er fravalgt. For at se dette indhold, tilvælg Statistik cookies og genindlæs siden.

Projektets tre læringer

Moduler kan i høj grad genanvendes i eksisterende konfiguration. Det er muligt at maksimere bæredygtighed og lave gode, nye boliger ud fra minimale indgreb. 

Moduler kan fra produktion klargøres til senere transformation med relativt få ekstra omkostninger. Dette vil øge mulighederne for at forøge bebyggelsesprocent ved at øge bygningshøjder og skabe flere boligtyper ved sammenlægning af moduler. 

Der er behov for, at transformation af moduler behandles som renovering i bygningsreglementet. Hvis det behandles som nybyggeri, vil det fjerne den økonomiske case for transformation. 

Skalerbar løsning

Næste skridt er at teste metoden i praksis med pilotprojekter – blandt andet i Bellahøj, hvor moduler genbruges til kunstnerboliger. Når erfaringerne er høstet, kan metoden skaleres på tværs af almene byggeprojekter og bidrage til en mere cirkulær og økonomisk robust byggesektor. 

Sådan gør vi

Projektet Transformation af træmoduler, viser hvordan at modulbyggeri kan transformeres til nye boliger og fælleshuse, hvor arkitektonisk kvalitet går hånd i hånd med teknisk og økonomisk holdbarhed. Vi arbejder med kendte standarder for konstruktion, brand og installationer og holder os inden for rammebeløbet for alment byggeri. 

Metoden bygger på tværfaglighed og iterative processer, hvor arkitekter, ingeniører og entreprenører udvikler løsninger sammen – fra idé til bygbare og betalbare koncepter. 

Parterne bag projektet

Projektet er skabt i samarbejde mellem:
KAB     CPH Village


Projektet er finansieret af :
realdania     Boligforeningen 3B     AKB, København  


Projektet er lavet i samarbejde med:
Henning Larsen Arkitekter, Vandkunsten, Krydsfelt, Ekolab, Svend Poulsen Ingeniører og RAWO.   

Et bredt sammensat advisory board fra branchen har sparret med til projektpartnerne undervejs. 
Tak til: Kirkbi, Home.Earth, PensionDanmark, Københavns Ejendomme, Byggeskadefonden, Enemærke & Petersen a/s, AkademikerPension, Nordic Wood Industries, Scandibyg, Boligforeningen 3B og Boligselskabet AKB København.  

 

 

Kreditering fra top venstre: Skitse (Vandkunsten), Illustration af facade (Vandkunsten), Facade i CPH VIllage (KAB), Rendering af fælleshus i Herlev (Krydsfelt), Situationsplan for Herlev (Krydsfeldt), Rendering af Bellahøj (Henning Larsen Architects), Område i CPH VIllage (KAB)