I Tråd med Verden (ITMV) er en socialøkonomisk virksomhed, der skaber beskæftigelse for kvinder på kanten. Rygtet om deres succes er nået til Christiansborg, og fredag den 18. januar er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen taget til Høje Gladsaxe for at møde kvinderne i ITMV. Han er imponeret over det, han ser.
”Jeg er meget glad for både det beskæftigelsesmæssige – og især det menneskelige – aspekt i det her projekt. Og så må vi heller ikke glemme, hvor godt det er for miljøet og den cirkulære økonomi,” siger beskæftigelsesministeren og tilføjer:
”Det er jo ligesom et Kinderæg med hele tre gode ting på én gang. Så jeg er fuld af beundring!”
Meningsfyldt arbejde
ITMV arbejder i to klasselokaler på Grønnemose Skole i Høje Gladsaxe, hvor der er heftig aktivitet. Symaskinerne buldrer afsted, når professionelle designere sammen med udsatte, arbejdsledige kvinder reparerer, broderer og syr. Primært af genbrugsmaterialer. Ikke bare til husbehov, men på bestilling og til videresalg. Rigtigt arbejde, der ikke bare giver mening, men også tager udgangspunkt i den enkelte kvindes behov og evner. Og er med til at få kvinderne tilbage på arbejdsmarkedet.
Mød nogle af kvinderne og ministeren i en kort video
Alle har noget at byde på
Martha Nina Ozmec, daglig leder hos ITMV, fortæller om kvinderne og idéen bag projektet.
”Kvinderne her er vant til at høre om alt det, de ikke kan. Det billede vil vi vende om. For alle har noget at byde på. Og her opdager de, at der er brug for det, de laver.”
Hun understreger, at produkterne laves på bestilling fra bl.a. virksomheder og museer, så alt sælges videre.
Et samarbejde med tekstilvirksomheden Berendsen har desuden givet kvinderne kassevis af materialer.
”Hvis I åbner en butik på Østerbro, vil det jo vælte ind med kunder”
- Troels Lund Poulsen
Unikt genbrug
Siden september 2018 har ITMV modtaget tekstiler som arbejdsbukser og -jakker fra Berendsen, der i kvindernes kyndige hænder bliver til tasker, muleposer og iPad-etuier. Unikke produkter, der rammer en trend i tiden, og ministeren kan se potentialet.
”Hvis I åbner en butik på Østerbro, vil det jo vælte ind med kunder,” mener Troels Lund Poulsen.
Og det gør ITMV måske en dag. Men lige nu har de har ordrebogen fyldt frem til sommer. Ministeren er dog heldig og får lov at tage en mulepose efter eget valg. Det bliver en blå.
Efter at have haft base i flere forskellige kommuner har ITMV i 2018 indgået et partnerskab med 3B og Gladsaxe Kommune og fået lokaler fast på Grønnemose Skole i Høje Gladsaxe.
I Tråd med Verden
- Startet af KEA (Københavns Erhvervsakademi) og Dansk Røde Kors i 2010 som et integrationsprojekt. I dag er det en selvstændig, socialøkonomisk virksomhed – dvs. den på én gang tjener penge på almindelige markedsvilkår og skaber positiv, social forandring for samfundet.
- ITMV er drevet af en forening med samme navn, hvor alle kan blive medlem.
- I januar 2019 er der 6 ansatte og 15 kvinder i praktikforløb.
Se mere om I Tråd Med Verden på deres hjemmeside