Den 29. november 2020 – lige inden den nye ghettoliste udkom – går et besynderligt optog gennem Lundtoftegade. Det er bl.a. beboere fra Boligselskabet AKB, Københavns boligafdeling, Lundtoftegade. Unge og ældre, høje og lave går de gennem gaden iført dyremasker, dragter, bannere og røgelsespinde. Optoget er arrangeret i samarbejde mellem afdelingsbestyrelsen, Nørrebrobyggerne samt I Tråd Med Verden og anført af en dybt dedikeret formand, Søren-Emil Schütt, der har denne kommentar til begivenheden:
”Hvad gør man, når man har prøvet alt – og tallene er trukket? Man kalder selvfølgelig den spirituelle og kunstneriske dimension til undsætning! I kampen mod ghettoloven allierede beboerne sig derfor med en række kunstnere for at skabe en healende kunstparade og intet mindre end en verdensomspændende fjernhealing af ghettoloven.”
Sådan.
Se 'Helbredelsen' fra sofaen
Optoget er blevet til en film, der er blevet udtrukket til årets filmfestival for dokumentarer, CPH:DOX. Filmen hedder kort og godt ’Helbredelsen’, er instrueret af Natalia Ciepiel og Hannah Elbke og produceret af Maria Møller Christoffersen fra Frau Film.
’Helbredelsen’ havde premiere søndag den 25. april kl. 15, men du kan se den, når det passer dig hjemme i sofaen via dette link frem til den 5. maj. Den varer 40 minutter, og en billet koster 29 kr.
(Om det var optoget, der havde den ønskede effekt og fik Lundtoftegade af den såkaldte ghettoliste, er ikke til at vide. Men da det daværende Transport- og Boligministerium udgav den nye liste 1. december, var boligafdelingen i hvert fald ikke længere at finde på den.)