Skal du fraflytte din bolig, kan du få hjælp til processen her.
Du udfylder en opsigelsesblanket. Den kan både indscannes/fotograferes og sendes til kontakt@kab-bolig.dk eller sendes med posten til KAB, Enghavevej 81, 2450 København SV. Husk, at udfylde alle oplysninger, så vi har mulighed for at kontakte dig efter fraflytning.
Bemærk at når KAB modtager din opsigelse af din ungdoms- eller familiebolig, vil et eventuelt internt ventelistenummer blive udmeldt (gælder ikke for beboere i Boligforeningen 3B).
Beboere på Otto Mønsteds Kollegium skal sende deres opsigelse til formandskabet@omk.dk eller til formandsskabets postkasse på kollegiet senest 6 uger før frigørelsesdagen. Opsigelsen skal ikke sendes til KAB.
Du har tre måneders opsigelse, hvis du bor i en familiebolig. Det betyder, at du hæfter for huslejen i tre måneder efter opsigelse. Opsigelsesperioden til ungdomsboliger og kollegieboliger er seks uger til den første i en måned.
Du skal opsige din bolig, inden de tre måneder starter. Hvis du fx ønsker at flytte den 30. april, skal du senest opsige din lejlighed den 31. januar. Opsiger du din lejlighed midt på måneden, er det stadig tre måneder fra udgangen af den måned.
Hvis du angiver på din opsigelse, at du flytter før de tre måneder er gået, vil vi forsøge at genudleje din bolig hurtigere. Det vil ofte kunne lade sig gøre inden for 6-8 uger, men vi kan ikke garantere, at det lykkedes.
Flytter der en ny lejer ind i din bolig, før de tre måneder er gået, skal du kun betale leje frem til den dag, den nye lejer flytter ind.
Hvis du er pårørende eller anden kontaktperson til en beboer, der er død, skal boligen opsiges.
Du skal i den forbindelse rette henvendelse til vores afdeling i Jura, der håndterer alle dødsboer. De kan kontaktes på bobehandling@kab-bolig.dk eller på T 33 63 13 05. Her kan du få hjælp til mange af de spørgsmål, der kan opstå, når man skal håndtere et dødsbo.
Vi opsiger boligen overfor skifteretten, når vi har modtaget din henvendelse, og så hører du fra os, hvis vi har brug for yderligere oplysninger.
Vedligeholdelseskontoen må bruges til hvidtning, maling, tapetsering og lettere gulvbehandling af din bolig, som skal foretages efter de regler, der er fastsat i jeres vedligeholdelsesreglement.
Indestående på vedligeholdelseskontoen kan bruges, så længe lejeforholdet ikke er opsagt. Fra det øjeblik, der er sket opsigelse, er det ikke længere muligt at bruge vedligeholdelseskontoen til hvidtning, maling, tapetsering og lettere gulvbehandling af din bolig. Kontoen bliver i stedet indefrosset til næste beboer.
Du har kun vedligeholdelseskonto, hvis du har B-ordning. Tjek evt. med ejendomskontoret, hvilken ordning I har i din afdeling.
Hvis du allerede bor i en af vores boliger og skal flytte via intern venteliste, skal du opsige din bolig, inden vi kan lave en ny lejekontrakt. Bemærk at dit interne ventelistenummer vil blive slettet ved opsigelse (gælder ikke for beboere i Boligforeningen 3B).
Fandt du ikke svar på dit spørgsmål, kan du ringe til os. Se åbningstider
Du kan også udfylde en kontaktformular, så vender vi tilbage med svar inden for 5 hverdage.