Coronavirus er en familie af virus, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene.
Virussen er meget smitsom – for 80 % af den danske befolkning er den dog ufarlig og går over af sig selv igen. Men ældre, svage, gravide og mennesker med en kronisk sygdom er i en risikogruppe og skal passe særligt på. Og vi andre skal passe på dem.
Aflys alle møder de næste 14 dage
I de almene boligafdelinger samles mange mennesker jævnligt på lidt plads. Det kan øge risikoen for at blive smittet af coronavirus og dermed udvikle sygdommen COVID-19.
Sundhedsstyrelsen fraråder arrangementer med 1.000 deltagere eller derover. Selvom der er under 1.000 deltagere, betyder det ikke, at arrangementet nødvendigvis er en god idé at afholde – der kan også ske smittespredning i mindre forsamlinger.
Særligt for udsatte personer med kroniske lidelser, ældre og gravide kan det være forbundet med risici at deltage i større arrangement. KAB anbefaler derfor at aflyse alle møder i boligafdelingerne i de kommende 14 dage. Læs mere om KAB’s anbefaling om møder
I det hele taget er det vigtigt at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger – de opdateres jævnligt.
Hvad kan du selv gøre?
Sundhedsstyrelsen giver disse 5 gode råd til at forebygge smitte:
- Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
- Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
- Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
- Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
- Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn
Har du mistanke om, du er blevet smittet?
Coronavirus/COVID-19 kan vise sig med feber, hoste eller vejrtrækningsbesvær. Symptomerne ses op til 14 dage, efter man er udsat for smitte.
Hvis du indenfor de sidste 14 dage har været i et land med coronavirus/COVID-19 smittespredning, eller hvis du har været i tæt kontakt med en person med coronavirus/COVID-19, så ring til lægen hvis du bliver syg. Det er vigtigt, at du ringer først og ikke møder op i venteværelset, da du kan smitte andre.
Du kan også få generel vejledning hos myndighedernes fælles hotline, 70 20 02 33.
Skal du ud at rejse?
Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til bl.a. flere områder i Norditalien og Kina pga. en stor stigning i antallet af smittede med COVID-19.
Har du ferieplaner, kan du på Udenrigsministeriets hjemmeside se rejsevejledninger for de enkelte lande.